Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Mørke - onsdag den 24. februar

Profilbillede
dato

Mørke er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 10.00 i Retten i Aarhus en 23-årig mand, der sigtes for to indbrud i det samme fritidshus i Odder henholdsvis den 9. og 10. februar. I forbindelse med indbruddet den 10. februar blev en 26-årig mand taget på fersk gerning og efterfølgende varetægtsfængslet.

 

Politiet har siden været på jagt efter den 23-årige medgerningsmand, der desuden sigtes for et indbrud begået den 23. januar i en villa i Stilling ved Skanderborg.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere om sagen.

**

Ældre kvinde fik personligt besøg fra ”banken”

Tirsdag ved 16.30-tiden fik en 88-årig kvinde besøg af en mand på sin bopæl på Rundhøj Allé i Højbjerg. Manden oplyste, at han kom fra banken, og blot ville hjælpe kvinden, idet hun skulle have nyt dankort. Manden bad kvinden om at give sit nuværende dankort til ham, hvilket hun gjorde, hvorefter manden var gået igen.

Først da den 88-årige kvinde senere på dagen talte med sin hjemmehjælper om besøget fra banken, stod det klart for hende, at hun var blevet udsat for et tricktyveri. Hjemmehjælperen kontaktede straks kvindens bank for at spærre kortet, men da var det allerede blevet misbrugt til at hæve penge.

Østjyllands Politi vil på det kraftigste advare imod, at man udleverer kort eller nogen former for personlige oplysninger til andre.

**

Lokalpolitiet stod klar til hashhandel

Lokalpolitiet i Aarhus Vest stod tirsdag aften ved 21-tiden klar på Gudrunsvej i Brabrand, idet betjentene havde mistanke om, at der foregik hashandel ved nogle bestemte boligblokke. Betjentene havde mistanke om, at de personer, der befandt sig på stedet, formentlig ville forsøge at stikke af, når de så politiet, så betjentene rammede området ind.

Efter kort tid spottede den ene gruppe betjente en mand, der kom løbende med en pose i hånden. Betjentene satte efter, og den 27-årige mand blev anholdt og sigtet for salg af narkotika. I posen lå der en større mængde hash og flere joints.

Den anden gruppe betjente fik fat i en 37-årig mand, der stod og røg en joint. Han blev sigtet for narkobesiddelse og fik besked på at overlevere jointen til betjentene. I samme øjeblik kom en 35-årig mand og tog jointen fra den 37-årige mand, trådte på den og skubbede den ned i en kloak. Det kostede den 35-årige en sigtelse for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

I forbindelse med visitationen af den 37-årige mand fandt betjentene nogle tusinde kroner i hans højre bukselomme. En stor del af dem blev beslaglagt af politiet, da det viste sig, at den 37-årige mand skyldte penge til det offentlige.

**

Havde ulovlig kniv om halsen

Tirsdag kl. 18.56 blev en patrulje opmærksom på en bil, der holdt tændt i en parkeringsbås på Pollenvænget i Tilst. Betjentene lyste ind i bilen og kunne se en person, der sad på forsædet, men forsøgte at gemme sig. Betjentene tog derfor kontakt til den 30-årige mand, som viste sig at have en halskniv hængende om halsen. Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven.

Ved opslag i politiets systemer kunne betjentene se, at bilen, den 30-årige mand sad i, tilhørte et udlejningsfirma, og da manden ikke kunne fremskaffe oplysninger om, hvem der havde lejet bilen, blev den beslaglagt med henblik på udlevering til udlejningsfirmaet.

**

Havde hammer liggende i fordøren

Natten til onsdag kl. 01.10 standsede en patrulje en bil på Viborgvej i Aarhus V. I bilen sad der tre mænd på 20, 21 og 22 år. Da betjentene kiggede nærmere på bilen, kunne de se, at der i fordørens sidelomme lå en hammer, der var placeret, så føreren hurtigt kunne trække den og anvende den. Den 20-årige mand, der førte bilen, blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.

**

Færdsel

Tirsdag kl. 12.45 blev en 37-årig mand sigtet for at køre på en ulovlig knallert, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Trustrup. Knallerten blev indbragt til politistationen i Grenaa til nærmere undersøgelse.

Tirsdag kl. 17.30 blev en 54-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Katholm Strandvej i Grenaa.

Tirsdag kl. 19.21 blev en 27-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Rubjergvej i Langå.

Natten til onsdag kl. 00.38 blev en 27-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørsel frem for rødt lys, da han hun blev standset af en patrulje på Tørvebryggen i Randers C.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Limevej i Vester Alling ved Auning begået tirsdag den 23/2 mellem kl. 09.45 og kl. 10.10
  • I Egholmparken i Odder begået mellem mandag den 22/2 kl. 22.00 og tirsdag den 23/2 kl. 11.00
  • På Thorsagervej i Mørke begået tirsdag den 23/2 mellem kl. 09.25 og kl. 12.00
  • På Toftagervej i Skader ved Hornslet begået tirsdag den 23/2 mellem kl. 9.30 og kl. 13.00
  • På Baunehøjvej i Knagstrup ved Hornslet begået tirsdag den 23/2 mellem kl. 06.50 og kl. 14.10
  • På Ewaldsgade i Aarhus C begået mellem torsdag den 18/2 kl. 11.00 og mandag den 22/2 kl. 10.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi