En 24-årig mand fremstilles i dag kl. 10.00 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for at have begået 10 indbrud i det østjyske og fremstilles med henblik på varetægtsfængsling.
Indbruddene i Østjyllands politikreds skal være begået fra marts til september i Odder, Højbjerg, Mørke, Mårslet, Solbjerg og Lystrup. Manden er desuden sigtet for et indbrudsforsøg i Harlev J.
Den 24-årige blev anholdt onsdag kl. 10.20 af betjente fra Sydøstjyllands Politi. Kort forinden havde han ifølge oplysningerne forsøgt at begå indbrud på en adresse i Låsby, men forsøget mislykkedes, da politiet nåede frem og opdagede ham. Sagen blev overdraget til Østjyllands Politi.
I Harlev J opdagede en opmærksom nabo to mænd, der listede rundt. Politiet blev tilkaldt og overtog sagen.