Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Mørke - mandag den 12. april

Kilde: Østjyllands Politi
Profilbillede
Michael Juul Sørensen

Mørke er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Særlig Efterforskning Vest: Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 9.00

Særlig Efterforskning Vest fremstiller mandag kl. 9.00 en 55-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. 

Han sigtes for i forening med flere andre at have købt og videresolgt en større mængde hash over en længere periode sidste år. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret. 

**

 

Borger førte politiet til formodet hashhandler

En borger ringede søndag kl. 19.31 til politiet, da han havde mistanke til, at en mand solgte stoffer på en p-plads på Slet Parkvej i Tranbjerg. Anmelderen forklarede, at manden sad i sin bil og havde haft kontakt til flere personer, som han udvekslede noget med.  Politiet fik en god beskrivelse af bilen og manden, og en patrulje kørte til stedet. 

På vej mod p-pladsen så betjentene en mand køre forbi i en bil, der passede med beskrivelsen fra anmelderen. Patruljen vendte derfor rundt og fik lidt efter dirigeret bilen ind til siden. 

Her tog de kontakt med den 29-årige bilist, som virkede påvirket af stoffer. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, hvorefter han blev visiteret, og bilen ransaget. 

I en pose i bilen lå en kniv, noget skunk og hash samt nogle tusinde kroner i kontanter. Alt i posen blev beslaglagt, og den 29-årige blev sigtet for narkosalg og for overtrædelse af knivloven. 

En blodprøve skal nu vise, om den 29-årige var påvirket af stoffer under kørslen. 

**

 

Blev anholdt og fik bilen beslaglagt

En patrulje standsede natten til mandag kl. 2.09 en 45-årig mandlig bilist på Langgade i Vivild ved Allingåbro. Betjentene havde slået registreringsnummeret op i politiet systemer, da de kørte bag bilen, og da de kunne se, at ejeren var frakendt førerretten, fik de dirigeret bilen ind til siden. 

Det viste sig, at det var den 45-årige bilejer, der sad bag rattet. Udover at han stadig var frakendt kørekortet, virkede han også beruset, og der sad en kop med vodka i en holder i bilen. 

Han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel og kørsel uden førerret. Da betjentene fandt en pose med flere haglpatroner i bilen, blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven. 

Det var tredje gang inden for inden for kort tid, at den 45-årige blev taget i at køre i frakendelsesperioden, og derfor blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation. 

**

Orkede ikke at scanne varer – sigtet for tyveri

Tyverialarmen i Bilka i Tilst gik søndag kl. 19.10, da en 17-årig ung mand gik ud af butikken gennem scan selv-området. En vagt tilbageholdt den 17-årige og efter et kig i hans indkøbspose, konstaterede han, at der blandt varerne lå et par underbukser, en shampoo og en flaske barberskum, som ikke var scannet og betalt. 

Da politiet kom frem, erkendte den 17-årige tyveriet og forklarede, at han ikke havde orket at scanne alle varerne. 

Han blev sigtet for tyveri, og hans forældre og de sociale myndigheder blev underrettet. 

**

Færdsel

Søndag kl. 12.05 skete der et færdselsuheld på Motortrafikvejen ved Mørke. En 32-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil, der snurrede rundt på vejen og ramte ind i autoværnet. Bilisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Søndag kl. 20.47 blev en 38-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Gudrunsvej i Brabrand. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Højtoftevej i Risskov begået mellem fredag d. 9/4 kl. 16.00 og søndag d. 11/4 kl. 9.45
På Frøvangen i Randers NV begået mellem fredag d. 9/4 kl. 17.00 og søndag d. 11/4 kl. 9.30
På Orionsvej i Højbjerg begået mellem lørdag d. 10/4 kl. 19.00 og søndag d. 11/4 kl. 10.15
På Rimsø Bygade i Rimsø ved Grenaa begået mellem torsdag d. 8/4 kl. 16.00 og søndag d. 11/4 kl. 10.30
På Hirsevangen i Aarhus N begået natten til d. 11/4 kl. 00.00 
På Borgergade i Knejsted ved Havndal begået lørdag d. 10/4 mellem kl. 17.30 og kl. 23.00
På Svendborgvej i Randers SV begået mellem fredag d. 9/4 kl. 14.30 og søndag d. 11/4 kl. 15.50
På Parkvej i Randers NV begået mellem lørdag d. 10/4 kl. 13.30 og søndag d. 11/4 kl. 16.40
På Tåsingevej i Hadsten begået søndag d. 11/4 mellem kl. 12.00 og kl. 17.20
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Flere artikler