Mørke er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**
42 sigtede ved færdselsindsats i det vestelige Aarhus
Østjyllands Politis færdselsafdeling var fredag aften atter på besøg i området omkring det vestlige Aarhus, hvor der blev kørt en målrettet færdselsindsats fra kl. 17.00 og frem til midnat. 55 køretøjer blev standset og i alt 42 personer kørte hjem med en sigtelse – heraf 24 klipsager og to betingede frakendelser af kørekortet.
En 41-årig ukrainsk lastbilchauffør blev standset på E45 ved Aarhus Vest med en halvhøj promille på ca. 1,5, hvilket han forklarede med, at han havde tandpine og var startet på en alternativ smertebehandling. Manden fik en straksafgørelse i form af en bøde på 3000 kr. samt betinget frakendt førerretten i Danmark.
En 21-årig mand førte en personbil ad Søren Frichs Vej med mindst 77 km/t. mod tilladt 50 km/t. Da politiet ville standse bilen røg en pose med narkotika ud af vinduet. Føreren havde dog selv taget nogen af disse stoffer og blev anholdt for narkokørsel. Den 21-årige mand havde i forvejen fem klipsager der afventer afgørelse.
En 20-årig førstegangserhverver fra den vestlige del af Aarhus blev taget i at køre 88 km/t indenfor byzonen på Silkeborgvej. Han var kendt med syv klip, samt en narkokørsel, og fik derfor administrativt inddraget førerretten på stedet.
**
12-årig pige kontaktet af mand i bil
OPDATERING: Østjyllands Politi har nu været i kontakt med føreren af bilen i nedenstående sag. Det er politiets overbevisning, at der er tale om en misforståelse, og det er derfor ikke længere en sag for politiet.
Søndag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 35-årig mand, hvis 12-årige steddatter ved 12-tiden var blevet kontaktet af en ukendt mand under en gåtur på Nordskovvej i Viby. Pigen havde forklaret, at hun gik ad Nordskovvej, da en bil kørte op på siden af hende og den mandlige fører tog kontakt til hende, og spurgte hvad hun hed.
Det svarede pigen ikke på, men satte i stedet farten op og gik mod en mindre sø ved stisystemet, der går mod Salamanderparken. Her kunne bilen dog ikke følge med ind på grund af nogle store kampesten. Pigen løb herefter hjem.
**
Ransagning af lejlighed medførte tre sigtelser
Søndag kl. 11.45 besøgte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje en lejlighed i Aarhus C, hvor der var mistanke om, at der blev solgt narkotika. Døren blev åbnet af lejlighedens 55-årig mandlige beboer, der fik at vide, at politiet gerne ville se lidt nærmere på lejligheden.
Under ransagningen blev der fundet nogle piller, lidt pot og hash samt to strømpistoler. Den 55-årige mand blev derfor både sigtet for besiddelse og salg af narkotika og for overtrædelse af våbenloven.
**
Fundet i besiddelse af narkotika – havde mere derhjemme
Søndag kl. 13.45 var en patrulje ved Bazar Vest på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, da betjentene blev opmærksomme på to personer, der løb væk, da de så patruljebilen. Betjentene fik dog fat i de to mænd, der fik oplyst, at de befandt sig i en visitationszone, og at betjentene derfor ville visitere dem.
Den ene af dem, en 31-årig mand, blev fundet i besiddelse af noget hash og tre joints, og betjentene besluttede derfor at undersøge, om han også lå inde med narkotika på sin bopæl. Under ransagning på bopælen blev der yderligere fundet hash og skunk, der var pakket og klar til salg. Den 31-årige mand blev derfor både sigtet for salg af narkotika.
**
Aggressiv mand ved busstoppested
Søndag kl. 12.15 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der ved et busstoppested ud for Rosenhøj Allé i Viby stod en mand og kastede stole og andre genstande ud på Oddervej. Da politiet ankom til stedet, tog betjentene kontakt til den 42-årige mand, der dog ikke var særligt interesseret i at tale med politiet og nægtede at oplyse navn mv. Manden råbte i stedet højt og var aggressiv over for betjentene. Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
**
Brand i bil
Natten til mandag kl. 00.29 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil, der holdt parkeret på Karensvej i Brabrand. Da patruljen ankom til stedet var bilen overtændt, men der stod ikke andre biler tæt på, så branden spredte sig ikke. Brandvæsnet ankom kort efter og fik slukket branden, men bilen udbrændte. Brandårsagen er ukendt.
**
Brand i el-tavle
Natten til mandag kl. 00.14 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået ild i en el-tavle på 1. sal i en etageejendom Djursgade i Grenaa. Da politiet ankom til stedet, havde brandvæsnet stort set slukket ilden, der dog havde nået at sprede sig til en skråvæg og skunk på salen ovenover. Ingen personer kom til skade ved branden.
**
Færdsel
Søndag kl. 15.48 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Clausholmvej i Randers SØ.
Søndag kl. 15.52 blev en 41-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.
Søndag kl. 16.24 blev en 26-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da hun blev standset af en patrulje på Nordskellet i Randers NV.
Søndag kl. 16.30 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Åbyhøj, hvor en bil, ført af en 55-årig mand, blev påkørt bagfra af en anden bil. Den 55-årige mand ringede efter politiet, men det oplyste føreren af den anden bil, at han ikke havde tid til at vente på, hvorefter han kørte fra stedet uden at oplyse navn eller telefonnummer. Den 55-årige mand havde dog taget billeder af ham, der kørte den anden bil og af den bil, han kørte i. På den baggrund har politiet fået identificeret den 24-årige mand, der kørte i den anden bil. Han kan nu se frem til at blive sigtet for kørsel uden førerret, forkert placering på vejen og for ikke at overholde sine forpligtelser ved færdselsuheldet, idet han kørte fra stedet. Bilens 39-årige kvindelige ejer er desuden sigtet for at overlade førerretten til en person uden kørekort.
Natten til mandag kl. 00.04 skete der et færdselsuheld på Vejlby Centervej i Risskov, da en 21-årig kvindelig bilist påkørte et vejskilt i forbindelse med, at hun skulle svinge ind på Nydamsvej. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:
- På Fårupvej i Ommestrup, Mørke begået mellem lørdag den 30/1 kl. 17.00 og søndag den 31/1 kl. 10.25
- På Rønvangen i Hinnerup begået mellem lørdag den 30/1 kl. 16.00 og søndag den 31/1 kl. 14.45